Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysiske rammer

 

Indendørs

Vores spændende næsten runde bygning byder på dejlige lyse rum med højt til loftet.

Vi har 3 vuggestuestuer og 5 børnehavestuer.

Huset er delt op i 4 teams, hvor stuer 2 og 2 er en enhed, med fælles toilet samt garderobe. Fra garderoben er der direkte adgang til hhv. børnehavens eller vuggestuens legeplads.

I forbindelse med vuggestuens garderobe har vi en stor liggehal, her findes der krybber og barnevogne.

Vi har to dejlige fællesrum i hver ende af huset, med plads til leg, hygge og konstruktion.

Vores produktionskøkken ligger i det ene fællesrum ved vuggestuen.

I Eventyrhaven bruger vi det fysiske rum, som ”den tredje pædagog”, derfor er vores grupperum og fællesrum indrettet så de kan overskues i børnehøjde. Vi har fleksible og mobile møbler.

Hver gruppe har et mini-atelier, som kan bruges af børnene til at eksperimentere med kreative ideer. Der er plads til børnenes udtryk og værker i grupperum og i fællesrum.

Hvert grupperum har et læse-område, hvor børnene kan fordybe sig i bøger og litteratur. 

I Eventyrhaven har vi foruden grupperum en række fællesrum som har flere pædagogiske formål.

Krea-atelier – her kan børnene eksperimentere med billedkunst. 

Multi-rummet – her kan børnene eksperimentere med kroppen, sanserne, teater og musik.

Science-rum – her kan børnene eksperimentere med kreativ forskning/undersøgelser og arbejde med digital dannelse.

Derudover rummer huset to fællesrum, hvor der kan eksperimenteres med leg og konstruktion.

 

Udendørs

Eventyrhaven har dejlige helt nyanlagte legepladser.

Børnehavens legeplads, er delt ind i forskellige legezoner. De store træer danner en dejlig lille skov, her kan man grave, klatre og  bygge huler. I udkanten af vores lille skov har vi fået opført en dejlig bålhytte, hvor vi skal tilbringe mange hyggelige timer. 

På legepladsen er der rig mulighed for motoriske udfordringer på vores klatretårn og på vores gummibelagte cykelbaner, for ikke at tale om vores fine indhegnede multibane hvor der kan spilles bold.

Derudover er vores legeplads delt op i flere bidder hvor der kan lukkes låge imellem - vuggestuen, den store legeplads med klatrestativ, det lille stykke ud mod p-pladsen med sandkasse, hængekøjer og rede gynge samt gården ved hovedindgangen hvor der er trampoliner og balancebomme.

Vuggestuens legeplads har en redegynge, sandkasse og et mini klatrestativ med rutsjebane. Derudover er der grønne arealer med kuperet terræn, så de små kan udfordre deres motorik.

Fælles for hele området er at der er flisebelægning langs bygningen, her kan der køres på små cykler, tegnes med kridt og meget andet. Al vores udeareal er beplantet med små buske og træer, heriblandt også en del små bærbuske og træer som vi kan gå på opdagelse i til sommer.